Løntilskud førte til fastansættelse

Caroline blev via løntilskud ansat i Københavns Kommunes Center for digitalisering.

Hun gik ledig i to måneder, inden hun fik en seksmåneders løntilskudsstilling i web- og kommunikationsafdelingen i Københavns Borgerservice. En måned inden stillingens udløb blev hun projektansat i samme afdeling og blev derefter fastansat som webkonsulent i Københavns Kommunes Center for digitalisering.

”Som nyuddannet i løntilskud fik jeg virkelig udfordret min akademiske tilgang til forskellige problemstillinger, og jeg fik lejlighed til at lære utroligt meget af dygtige kollegaer og udfordrende projekter. Undervejs gjorde jeg et ihærdigt forsøg på at bevise mit værd. Det var heldigvis ikke så svært, da jeg synes mit arbejde var og er spændende og kan være svært at slippe. Og selv om jeg blev fagligt udfordret dagligt, kunne jeg med det samme bidrage med et meget brugerorienteret syn på tingene og dermed få mulighed for at arbejde med både webstatistik, usability, informationsarkitektur og borgerinddragelse på og omkring Københavns kommunes hjemmeside.”   

I de to måneder, Caroline, nåede at være ledig, deltog hun i et informationsmøde og var til samtale med sin jobkonsulent i Karrierecentret. Det motiverede Caroline til at søge stillinger, der lå lidt uden for hendes fagområde og til at kontakte personer i det netværk, hun havde opbygget gennem studiet. 

”Jeg fik vejledning, der gav mig mod til at bevise, hvad netop jeg kunne bidrage med. Og så mødte jeg andre ledige akademikere, jeg kunne dele viden med og få gode ideer af til min jobsøgning.      

Carolines råd til andre ledige
”Det bedste råd jeg kan give andre må være at have modet til at turde sige: ”Hej, jeg tror I har brug for sådan en som mig i jeres virksomhed” – og så sørge for at have argumenterne i orden. De bedste argumenter bunder ofte i en brændende interesse for et bestemt område, og det skal man turde formidle videre til arbejdsgiveren.” 

Læs mere om løntilskud

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.