Praktik gav større selvtillid

En 13-ugers virksomhedspraktik vendte udviklingen i Victorias jobsøgning.

Til et såkaldt jobspeed-dating-arrangement i Københavns Kommune talte Victoria med en jobkonsulent, som spurgte, om hun var interesseret i en virksomhedspraktik i Københavns Erhvervshus.  Victoria sagde ja, og de lavede en praktikaftale på tre måneder.

”Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i en årrække og havde mistet følingen med det at gå på arbejde. Derfor var et praktik-ophold en god måde at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Især når man gerne vil ind i en anden branche”, siger Victoria, der har en handelsskoleuddannelse og flere års butikserfaring bag sig.

I Københavns Erhvervshus bestod Victorias opgaver blandt andet i at kontakte virksomheder for at skabe virksomhedspraktikker og løntilskudsstillinger. Hun deltog også i møder ude hos virksomhederne, og det gav hende et boost på selvtillidskontoen og blod på tanden i forhold til at søge job.

Undervejs i praktikforløbet, søgte Victoria et job som mødebooker i et konsulentfirma inden for beskæftigelsesområdet. Kollegerne i Københavns Erhvervshus kom med gode råd til ansøgningen og hjalp hende med at forberede sig til jobsamtalen.

”Det gav mig ro, og jeg følte mig velforberedt til samtalen”, siger Victoria.

Inden de tre måneders praktik hos Københavns Erhvervshus var slut, havde hun fået fast job som mødebooker i en konsulentvirksomhed inden for beskæftigelsesområdet.

”Jeg kan i den grad bruge min erfaring fra Københavns Erhvervshus i mit nuværende job – men det gav mig først og fremmest en masse selvtillid i forhold til min jobsøgning”.

Victorias råd til andre:

  • Se muligheder frem for begrænsninger: Der er mange fordomme omkring praktik, mange tror man bliver udnyttet som gratis arbejdskraft. Prøv om du kan pakke fordommene væk, og fokusér på muligheder frem for begrænsninger.
  • Kig indad: Spørg dig selv: hvad er det, du er interesseret i. Kig indad, og find ud af, hvad du kan bidrage med.
  • Vær åben: Vær åben og nysgerrig i dit møde med andre mennesker og stil spørgsmål. Så kan det være, at der dukker noget op, du ikke regnede med. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.